I
dag havde vi undervisning omhandlende ICDP (International Child
Development Program) med Merete. Merete fortalte at hun var gammel
pædagog, uddannet for mange år siden. Hun fortalte bl.a. at
pædagogikken og den pædagogiske tilgang havde ændret sig flere
gange gennem årene. Fra ''kold'' og professionel tilgang – til
varm og anerkende.
Vi startede med at se et slide med 4 billede, de tre med et barn og en voksen i et tæt eller kærligt øjeblik, og de sidste af to bavianer – en mor og et barn, som holdt om hinanden.
Hvad har billederne til fælles spurgte hun?
Nærhed, tryghed, omsorg – og så var debatten ellers i gang. Merete skrev ordene ned på tavlen, og stille og roligt blev de kædet sammen af ordet kærlighed.
Kan man være kærlig som pædagog? Spurgte hun igen – og endnu engang startede debatten.
Og selvfølgelig skal man være det – at være kærlig var også at give tryghed, nærhed, anerkendelse osv.
Vi startede med at se et slide med 4 billede, de tre med et barn og en voksen i et tæt eller kærligt øjeblik, og de sidste af to bavianer – en mor og et barn, som holdt om hinanden.
Hvad har billederne til fælles spurgte hun?
Nærhed, tryghed, omsorg – og så var debatten ellers i gang. Merete skrev ordene ned på tavlen, og stille og roligt blev de kædet sammen af ordet kærlighed.
Kan man være kærlig som pædagog? Spurgte hun igen – og endnu engang startede debatten.
Og selvfølgelig skal man være det – at være kærlig var også at give tryghed, nærhed, anerkendelse osv.
Vi kom omkring Bowlby, Spitz og Ainesworth, som var de børnepskologer med de teorier som inspirerede til ICDP, og så et par videoer som viste deres teorier om tilknytning i praksis, både positive og negative tilknytningsmønstre.
Bagefter tegnede hun en tændstikmor og et tændstik barn, og viste hvordan mange små positive episoder, gjorde at et spædbarn stadig bhavde positive forventninger sin mor sel den ene gang at hun fejlede. Modsat et andet eksempel hvor at en far havde forsømt barnet og barnet endte med negative forventninger til ham.
Vi gik videre til at hjernen var plastisk, og at den kunne reparere sig selv hvis den fik hjælp, og det var her ICDP kom ind i billedet.
Det er aldrig for sent at hjælpe et barn!! :)
ICDP kort fortalt:
*Forebyggende frem for problemløsende
*Barnets
ressourcer er i centrum
*Barnets
søges defineret ud fra positive udtryk
*Det
er pædagogens ansvar at forandre indstilling til barnet – og ikke
omvendt, altså at redefinere barnet
*Pædagogen
følger barnets signaler og impulser
*At
se barnet indefra – at barnet har intentioner med handlinger
*Fokus
på ”Gyldne øjeblikke”
De otte samspilstemaer
Gennem
de otte temaer for godt samspil skabes en platform eller nogle
holdepunkter der kan bruges som udgangspunkt for refleksion over egen
relationelle kompetencer.
Den
følelsesmæssige dialog
Vis positive følelser og vis, at du er glad for barnet
Juster dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ
Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at få gang i en ”følelsesmæssig samtale"
Vis anerkendelse og ros barnet for det, det kan
Den
meningsskabende dialog
Hjælp barnet med at samle sin opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse i forhold til omgivelserne
Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme
Uddyb og giv forklaringer når du oplever noget sammen med barnet
Den
vejledende/guidende dialog
Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde - ved at vejlede det, vise positive alternativer, og ved at planlægge sammen
Alt i alt en super spændende dag, som var i top rent fagligt, men som også gav mig lysten til at arbejde videre med ICDP.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar